BAGGRUND
Hvorfor et forløb om tanker og trivsel?
I min tid som skolelærer har jeg haft med mange unge kvinders liv at gøre. Gennem de sidste par år har jeg oplevet flere elever, der søgte hjælp og støtte til at håndtere symptomer på angst, stress og præstationsangst, mens også råd ift. relationer, uddannelse og færden på sociale medier. Det hele blandet sammen i et samsurium af tankemylder.
Det danske bidrag til forskningsprojektet Health Behaviour of School-aged Children (HBSC) “Skolebørnsundersøgelsen 2018” og undersøgelsen “Krop, køn og digital adfærd” fra Børns Vilkår viser begge, at de piger, jeg har mødt absolut ikke står alene. Begge peger de i retningen af, at mange unge kvinder genkender disse udfordringer.
“Tanker og trivsel” er et tilbud om at blive spejlet og pejlet trygt fra et fastlåst tankemønster samt selvbillede og videre til nye vaner og mere liv.
Forløbet rækker ud til piger mellem 13-16 år, der går i grundskole og som gerne vil have et boost i troen på sig selv samt hjælpes væk fra deres grublerier.
Dette er et forløb, som jeg selv har stået og manglet i mit job som klasselærer i udskolingen for at kunne støtte mine elever gennem teenagelivet – både i skoletiden, men også i deres privatliv.
De triste tal
Krop, køn og digital adfærd fra Børns Vilkår 2020.
Tallene bygger på svar fra piger i 9. klasse.
- 30% af pigerne føler sig stresset ofte eller hele tiden.
- Hver tredje, af de elever, der føler sig stresset, har ikke talt med nogen om at være stresset.
- Ca. hver fjerde pige, føler i høj grad eller nogen grad, at de skal se ud på en bestemt måde for at blive accepeteret i deres klasse.
- 54% havde prøvet at fjerne et billede på de sociale medier, fordi de ikke mente, at det havde fået nok likes.
Skolebørnsundersøgelse 2018 fra HBSC.
Tallene bygger på svar fra 15-årige piger.
- 26% oplever hovedpine mindste én gang om ugen
- 19% oplever mavepine mindst én gang ugentlig
- 40% føler sig ked af det mindst én gang om ugen. Hos drengene svarer 14% ja til dette
- 58% af pigerne oplever sig selv som irritabel mindste én gang om ugen
- 43% føler sig nervøse mindst én gang om ugen
- 16% føler sig presset af skolearbejde
- 10% af pigerne føler sig ofte eller meget ofte ensomme. 5% af drengene gør det samme
- 27% af pigerne bruger sociale medier mindst fire timer om dagen
- 40% anvender disse sociale medier for at glemme negative følelser
- 46% har svært ved at falde i søvn
- 59% sover 8 timer eller mindre om natten
- 18% svarer ja til, at de flere gange om ugen sover dårligt eller uroligt
- 88% vil betegne dem selv som trætte mindst én morgen, når de skal i skole
- 49% vil sige ja til, at de har et godt selvværd. Det samme vil 71% af drengene
- 20% af pigerne vil beskrive dem selv som havende en høj livstilfredshed
PIGE, 13 ÅR, TIL BØRNETELEFONEN:
Over alt hører man bare om: armen du skal leve perfekt. Altså der er så fucking mange krav!
- Du skal dyrke en masse motion.
- Du skal spise vildt sundt.
- Du skal se godt ud.
- God hygiejne
- Du må ikke røre dit, dut og dat eller spise dit, dut og dat ellers får du kræft.
- Du ødelægger din krop, hvis du gør det der.
- Du skal jo huske at være dig selv… men du skal jo også lige det her, og det her, og det her osv.
- Du må ikke se for meget skærm…
- Omg nu er det totalt vildt, at piger kommer hurtigere i pupperteten! (Og så følger jeg mig som en kæmpe klam homonforstyrrelse)
- Pas på der er kemikalier i ALT I FUCKIG VERDEN!!!
- Ov ja du skal også lige være sød mod alle andre og være et totalt overskuds menneske
- Du skal have 12 eller 10 i alt. Ellers bliver du ikke til en skid i denne verden.
- Nå ja og du får aldrig en kæreste, fordi du er en klam sæk.
- Husk nu ingen slik, vel!
- Og din krop skal jo være et trofæ. Altså den skal jo være perfekt.
- Glem ikke den pisse fede stil du skal have!
- Nå ja og så skal du jo husk din søvn rutine skal være pisse god. Altså søvn, søvn, søvn! Yeah man! – du dør hvis du ik får det!
- Hehe, hvad end du gør på din mobil, bliver du overvåget, stalket og hacket!!!
OSV.! For helvede jeg kan ik mere!!!!!!! Jeg ender jo med at få stress! Men det fylder bare så meget i mit hoved! Hjælp… plz, hjælp…! Hilsen en meget trist og stresset pige
Skolebørnsundersøgelsen (2018) konkluderer overordnet:
- Blandt de 15-årige elever har pigerne flere helbredsproblemer end drengene. Færre piger end drenge har et godt selvvurderet helbred, og flere piger end drenge har hyppige symptomer.
- Kønsforskellene gælder også mental sundhed. Der er eksempelvis mere end dobbelt så mange
piger som drenge, som ofte eller meget ofte føler sig ensomme, og der er betydeligt flere piger end drenge med lavt selvværd og lav scoring på spørgsmålene om positiv mental sundhed. - Med hensyn til kropsopfattelse er der dobbelt så mange piger som drenge, der selv synes, de er for tykke, mens der er dobbelt så mange drenge som piger, der selv synes, de er for tynde.
Teoretisk afsæt
Forløbet er bygget på et metakognitivt psykologisk afsæt. Dette afsæt omhandler, at når vi grubler, spekulerer, vender og drejer alle vores tanker i timevis hver dag er der stor risiko for, at vi forværrer vores bekymringer end chance for, at vi finder ro og balance. I dette spind af tanker ender vi med at føle os tappet for energi, kreativitet, spontanitet og livsglæde.
Øvelserne i forløbet er bygget op med den ovennævnte målgruppe i fokus. Alle øvelser og opgaver og tilrettelagt til de unge kvinder med deres alder og livserfaring som omdrejningspunkt. Min erfaring med en hverdag blandt disse piger og mange svære samtaler med dem samt denne præcise tilrettelæggelse, gør dette forløb specielt.
1. del
I første del af forløbet bliver en ny måde at gribe tankemylderet an på præsenteret. Tanker er nemlig helt ok og må gerne være der, men det er måden, vi håndterer vores tanker på, der er afgørende. Vi træner at forholde os passivt til tankerne og blot observerer dem – vi skal træne at flytte fokus fra det indre liv til det ydre liv.
2. del
Anden del er der fokus på tanker om dig selv. Hvilke ord og fortællinger fortæller du? Støtter du dig selv eller er du hård ved dig selv? Med små øvelser tager vi hver gang et lille skridt mod et større selvværd. Det selvværd der i sidste ende skal hjælpe dig med at kaste dig ud i nye oplevelser og udfordringer – uden dine tanker spænder ben for dig!
Litteratur
- Pia Callesen, 2017: Lev mere, tænk mindre. Drop grublerierne, slip fri af nedtrykthed og depression. Politikens Forlag.
- Anne Linder & Mette Marie Ledertoug, 2014: Livsduelighed og børns karakterstyrke. Dansk Psykologisk Forlag.
- Linda Burlan Sørensen, 2018: Fængslende tanker – kontrollér tankemylderet med metakognitiv terapi. Neokognitivt institut.
- Barbara Hoff Esbjørn m.fl., 2016: Metakognitiv terapi til børn med angst. Akademisk Forlag.
- Irene Oestrich, 2015: Selvtillid og selvværd. Dansk Psykologisk Forlag.
- Rapport: Skolebørnsundersøgelse 2018 fra HBSC.
- Rapport: Krop, køn og digital adfærd 2020 fra Børns Vilkår.